Wok nok – hvad blev der af Thaiaway?

Thaiaway var Nansensgades hurtigste madsted. Noget nær instant gratification; 10 minutter fra ordre til færdig ret, hvis man var i humør til rød/gul/grøn karry, kokosmælk, koriander eller knasende khao keab kung.

I foråret mødte jeg ham hele tiden. På Nørreport, når han ventede på toget, i krydset Nørre Farimagsgade/Gyldenløvesgade – og i Nansensgade, selvfølgelig, flere gange. En lille senet mand med mørke øjne, klædt i sort. Med et ternet viskestykke over skulderen, svingede han wok’en bag disken i Thaiaway, i en varm sky af krydderurter og friture. Måske var det for at drille vores blege ganer, at han indimellem fyrede ekstra op under chilien i de stærke retter, så vi måtte drikke mælk for at slukke smerten.

En dag hang sedlen i døren:

Butikken er pr. 1. maj 2017 lukket

Vi henviser til vores andre butikker

“Thaiaway i Nansensgade var ikke længere rentabelt,” fortæller Jan Nymann, som sammen med sin hustru Betina Nymann etablerede kæden tilbage i 2000.

Er to butikker en kæde?

Da butikken i Nansensgade åbnede i 2001, boede Jan Nymann selv i kvarteret, som han holdt af, når han ellers var hjemme. Det var han ikke så tit. Året før havde han og hustruen åbnet den første Thaiaway på Frederiksberg efter grundigt forarbejde. De havde brugt tid på at udtænke forretningsplan, indretning og koncept i detaljer – ingen restaurant, ren takeaway – og åbnede hurtigt to steder mere; på Østerbro og i Nansensgade. Placeringen her, lige ved Børnehuset, var med til at sikre en jævn strøm af lokale forbipasserende i alle aldre. Alle kokkene hentede de i Thailand.

Der hersker ellers en vis madstabilitet i Nansensgadeområdet. Nye steder kommer til – de etablerede holder ved. Bankeråt er på vej mod 30 års jubilæum, Sticks’n’sushi slog dørene op i 1994; Restaurant Turesen, Pintxos, Bibendum, Nice, Kalaset, La Fiorita og senest Slurp Ramen hænger på. Madøre, Berkeley og L&V (tidl. Cafe Anton) har skiftet ejer og (lidt) koncept nogle gang. Men pludselig en dag lukkede Thaiaway.

“Vi kunne ikke længere leve af lokalområdet alene,” indrømmer Jan Nymann. “Stedet har hængt i koderne i forhold til de andre butikker i flere år, så vi var nødt til at reagere.” Nu er han i gang med at afhænde lokalerne. Når de er solgt, åbner der igen en ny Thaiaway et eller andet sted i København. Jeg håber, at de ansætter den chili-glade kok igen.

NB. Der har været en del interesse for de ledige lokaler. Fra ejendomsmægleren lyder det dog, at der ikke er mulighed for at drive barvirksomhed på adressen.

Tekst & foto: O. M. B. 

Tilbage til resonansens forside