Litteraturfestival i Nansensgade: Vrede og andet upassende

For tredje gang er det tid til litteraturfestival i Nansensgade – en rigtig forfatter- og boggade gennem mange årtier.

Så er det tid til at sætte kryds i kalenderen, for dette års litteraturfestival i Nansensgade venter lige rundt om hjørnet.

Temaet for dagen er ‘Vrede og andet upassende, du ikke kan komme af med i dit litterære virke’, når Resonansen, støttet af Statens Kunstfond, og sammen med KøbenhavnLIV lørdag 4. september fra 12.30 til 18 præsenterer et hav af forfattere, god musik og masser af underholdning på Nansensgade 64.

Ejeren af Café Kabys, Niels Heide, har været så venlig igen at stille cafeen til rådighed, samt opsætte en scene ude foran. Gaden vil være spærret af, og der vil blive sat stole, borde og bænke ud, og det vil samtidigt være muligt at købe forfriskninger fra Café Kabys i løbet af hele arrangementet.

Programmet er fyldt, og ud over oplæsning fra diverse forfattere, vil der blandt andet også være musik fra Trine Trash.

Al den vrede

Du kan blandt andet høre Anders Haahr Rasmussen åbne festivalen med oplæsning fra sin bog ´Al den vrede` eller Marie Ulrich Østergaard der læser op fra sin ganske vrede debutroman `Love Story`. Derudover kommer Sissel Bergfjord og læser op fra sin nye novellesamling `Midlertidig opvartning` der udkom i år, herunder uddrag fra novellen `Bortset fra fuglene`, og Lone Hørslev der vil læse op fra sin nye roman `Halvt i himlen`.

Hassan Preisler vil læse op af den meget upopulære essay om metoo og medløberi. Hassan forsøgte at tage ansvaret på sig som medløber, mens han samtidig gjorde opmærksom på, at mange piger rent faktisk foretrak de brutale drenge. Det skaffede ham titlen som incel.

Xinxin Ren Gudbjôrnsson  vil fortælle og læse et stykke op fra sin nye roman med historier fra Kina. Det er en upassende bog om Kina, da langt de fleste bøger i Danmark om Kina er skrevet af danskere og fra et dansk perspektiv. I stedet for et sort og hvidt billede som vestlige medier maler af Kina, er bogen lysegrøn, pink, vinrød, turkis og mørkeblå.

Så tag naboen, familien eller vennerne under armen, og mød op til en hyggelig og `upassende` dag i selskab med andre litteraturinteresserede.

Foreløbigt program – der kan være ændringer i tiderne og rækkefølge:

12.30: Velkomst ved arrangørerne og Lene Poulsen (konferencier) + et par numre ved Camilla DJ

13.00: Anders Haahr Rasmussen.

13.20: Lone Hørslev.

13.40: Marie Ulrich.

14.00: Pause + et par numre ved Camilla DJ.

14.30: Harald Voetmann.

14.50: Sissel Bergfjord.

15.10: Hassan Preisler.

15.30: Lille pause: DJ.

15.40: Kaspar Colling.

16.00: Xinxin Ren Gudbjörnsson.

16.20: Frederik Bjerre Andersen.

16:40: Lille pause: DJ.

16.50: Caspar Eric.

17.10 – slut: Trine Trash og Keith Lohse, sammen -og / eller hver for sig.

Afslutning: Farvel og tak.

Festivalen slutter kl.18.00

Gengivet med tilladelse fra Malue Henriksen og KøbenhavnLIV. Link til original artikel.