Vox pop fra julemarked i Nansensgade – Hvordan skal dine naboer holde jul?

Vi spurgte de besøgende – mange af dem lokale – hvad de var på udkig efter på julemarkedet i går? Og hvor skal de i øvrigt fejre jul?

Linda og hunden Ivan, bosiddende på Nørre Søgade

Hvad kigger du efter på julemarkedet?

Juleting til hjemmet og gaver til jul.

Hvor skal du holde jul?

Hjemme hos mig selv. Sammen med min søster, svoger og mor. Jeg så heldig, at min mand, Poul, laver maden. Så jeg skal bare pynte op og dække bord og sådan.

Eia og Ronja, bosiddende i Nansensgade

Kigger I efter noget bestemt på julemarkedet?

Nej, men vores farfar, Philip, har en bod her, hvor han sælger keramik. Så ham skal vi helt klart besøge.

Hvor skal I holde jul?

I Brøndby hos vores kusiner og fætre. Vi bliver 23 i alt, og ni af os er børn.

Bente, bosiddende på Frederiksborggade

Går du efter noget særligt på julemarkedet?

Nej, det tror jeg ikke, jeg er lige kommet. Men sidste år købte jeg flere små ting til mine seks børnebørn, bl.a. vanter og sokker, den slags praktiske ting.

Hvor skal du holde jul?

På Frederiksberg. Hos min søn og svigerdatter. Vi bliver 14, har jeg talt med frem til.

 

Tekst: R. P. A. (Købte to flasker hjemmelavet sesamolie til værtindegaver og et glas jordbærsyltetøj til morgenmaden).

Foto: Philip, 8 år.