Når fortiden går op i flammer

Onsdag d. 24. maj 2017 opstod der af ukendte årsager en kraftig brand i nogle tagrum i ejendommen i Nansensgade nr. 86. Københavns Politi og Brandvæsen rykkede massivt ud og fik i løbet af nogle timer ilden under kontrol. Alle beboerne kunne vende tilbage til deres eget hjem samme aften. Næsten alle. For Jette Svane, bosiddende på 4. sal tv., selvstændig grafiker og mor til to, gik der imidlertid fire gruelige måneder. Og de der loftsrum, der brændte. De indeholdt Jette og hendes to børns fortid, forvandlet til ulmende aske. Alt udbrændte. Tøj, fotos, kortfilm og bamser. Men det værste var næsten at vende hjem igen.

Jette Svane sidder ved sit skrivebord og illustrerer et forsideomslag til en ny Elsebeth Egholm-krimi. Hun arbejder hjemme i dag. Så kan hun også være der, hvis hendes søn, Robert, skulle få brug for hjælp til den gymnasieopgave, som skal være sendt af sted til aflevering senest kl. 13. Jette tegner på et kæmpe-øje. Blodet rinder ned som tykke røde istapper. Kl. 13.11 løfter hun blikket og kigger ud af ruden, ud på himlen over Nansensgade. Det næste hun ser, er en tæt dyne af røg, der falder ned foran vinduet. Hendes hjerne fortæller hende, at det må være røg og damp nede fra vaskeriet på gaden. ”De får eddermame vasket deres beskidte vask i dag”, tænker hun. Men så hører hun Robert ude fra køkkenet: ”Fuck, hvor der stinker af røg!”. Jette skynder sig ud i køkkenet, hvor hun ser Robert stå bøjet med hovedet ned i brødristeren. Men det er ikke der, lugten kommer fra. De går hen til vinduet og kigger ned i gården. Et par håndværkere med bagoverbøjede nakker råber op til dem: ”Kom ud, det brænder!” Inde fra nabolejligheden, der er ved at blive renoveret, begynder håndværkerne også at banke på væggene og råbe: ”Vi skal ud. Det brænder!” Jette ser på Robert og udbryder: ”Tag din computer, og løb!”.

Med rystende knæ ned ad trapperne

Hun er ikke bange for ildebranden. Den har et klart budskab: ”Løb!” Men Jette er panisk angst for, at loftet skal brænde, for så brænder ungernes barndom og hendes egen barndom. Alt dokumentationen og minderne fra de første år. Lysbillederne f.eks. ”Det her er som en film”, ryger det gennem hendes hoved. Og dem har hun heldigvis set tilstrækkelig mange af til, at hun allerede har tænkt tankerne om, hvad hun ville tage med. Det, der skal reddes, er fotoalbum. Og hendes egen og børnenes ”Barnets bog”, som hun febrilsk finder frem fra skabet, hvor hun også roder rundt efter en skitse af hendes datter, Nanna, tegnet af Tal R. Hun hiver harddisken ud af sin computer. I-paden, I-penen, opladeren og brillerne skal hun også have med, hvis hun skal kunne arbejde. Det hele bliver kastet ned i en Ikea-pose, mens hendes mobil ringer, håndværkerne banker og dørtelefonen kimer om kap med lyden fra brandbilernes udrykning. Jette ved ikke, hvor længe hun er i lejligheden, men da hun til sidst kæmper sig ned ad den røgfyldte trappeopgang er det med rystende ben og to fyldte Ikea-poser. Hele vejen ned lægger hun sig på knæ, banker af al kraft på alle hoveddørene og råber ind ad hver enkelt brevsprække, særligt hos beboerformanden John, som er gammel og syg. Han svarer ikke.

Efterveerne

Nede på fortovet vrimler det allerede med brandvæsen og politi, Hovedstadens Beredskab er på vej med en massiv udrykning, og politiet har afspærret sidegaderne. Der er kraftig røg fra taget. Jette ser rædselsslagent op mod hendes to helt propfyldte loftsrum. ”Sker det her virkelig?”, tænker hun, mens hun ringer rundt til samtlige andre beboere i opgangen, som hun har nummeret på. Langsomt begynder folk at komme hjem. Den første hun ser komme gående om hjørnet, er John med sin stok. Han er uskadt.  Og det gælder heldigvis for alle. Branden på loftet i Nansensgade 86 havde ingen tilskadekomne. Men den fik store konsekvenser for Jette og hendes børn. Efterspillet var langt det værste.

I de følgende mange måneder bliver Jette og hendes to børn genhuset adskillige steder på grund af nedstyrtningsfare. Først seks dage på Ibsens Hotel og sidenhen i forskellige mere eller mindre beboelsesegnede lejligheder. Jette bokser med forsikringsselskabet Codan, ejendomsselskabet DKE diverse og offentlige instanser. Men der er ikke meget hjælp at hente. Hele tiden føler hun sig alert, hun skal være på forkant med næste sag, næste slag, der skal kæmpes, og hun ved ikke, hvornår det slutter. Der er ingen udsigt til, at hun snart kan komme hjem og spise med sin egen gaffel, gå i sit eget tøj og sove under sin egen dyne igen. Det allerværste er dog at komme hjem.

Hjem er ikke det samme mere

Jette og hendes børn får nøglen til deres lejlighed igen i slutningen af september 2017 med besked om, at lofterne har fået en gang maling, og lejligheden er blevet gjort rent. Men det er den ikke. Der ser forfærdeligt ud. Lejligheden er beskidt, fyldt med sod-rester, flere skuffer og emhætten i køkkenet er gået i stykker.  På en bageplade i ovnen finder Jette det bagepapir, hun brugte til at bage boller om morgenen inden branden i maj. Toilettet er kalket til og sort af sod. Da hun klager til udlejer, får hun følgende respons: ”Du har vist også altid boet lidt lurvet, ikke?”. Jette tager en beslutning. Nu skal der arbejdes virkelig hurtigt. Hun samler et par venner, og de får sat hele lejligheden i stand, så den er klar 1. oktober, hvor hendes 256 flyttekasser bliver leveret. Men det slutter ikke der. For der kommer først nyt tag på huset i slutningen af november, så Jette og hendes bor praktisk talt under åben himmel. Lejligheden er pivkold. Og arbejdet med den nye tagkonstruktion fylder lejligheden med puds og byggestøv overalt.

Jette og hendes børn har nu fast tag over hovedet igen. Men deres hjem er ikke helt det samme som før. Trygheden er forsvundet. Og i dag sikrer Jette sig hver dag, at der er clean, inden hun forlader lejligheden. Sengen er redt, opvasken er taget. Ingen skal kunne sætte en finger på hende mere. Og så gemmer hun ikke længere det lækre tøj og smykkerne i skuffen. ”Der er ingen grund til at putte med det”, som hun siger med et grin: ”På med det!” Men det vigtigste, branden og det lange efterspil har lært hende er, at hendes hjem er i hende. Trygheden og basen er vi nødt til at have i os selv.

 

Tekst: R. P. A.

Foto: Jette Svane.

Tilbage til resonansens forside