“Jeg er ikke god til at skrive langt”

Forfatterdebutanten fra Nansensgade, Mette Garfield, er netop udkommet med den anmelderroste punktroman, “Sprækker”. Bogen bryder med den klassiske måde at fortælle på med en begyndelse, en midte og en afslutning. Kronologien er fragmenteret og kaotisk. Samtidig er der sider stort set uden ord.

“Sprækker” er en roman fortalt i brudstykker af varierende længde. Alt fra halvanden side til blot ét ord eller én sætning. Brudstykkerne er placeret forskellige steder på siderne, som også indeholder store tomme felter. Det giver en sanselig læsning, hvor den grafiske fornemmelse har ligeså stor betydning som indholdet. På indholdssiden skildres også fragmenterede liv, sorg og tab. Noget, der er gået i stykker. Brudstykker. Form og indhold flyder dermed sammen. Sprækkerne anes overalt.

Men hvorfor har forfatteren valgt netop denne form?

Mette Garfield forklarer: “Jeg synes, det var spændende at arbejde med at give fortid, nutid – og for så vidt også fremtid – en bevidst sideløbende eksistens og dermed konfrontere vores vante fortælletradition, som jo blot er en konstruktion. En konstruktion, vi f.eks. også anvender i en forelskelse, hvor vi har en tendens til at organisere ‘vores’ historie, eller fortællingen om ‘hvordan den udkårne er’. Derudover er jeg inspireret af såvel lyrik som krimigenren. Tanken om at efterlade gåder. Så det ikke bare giver sig selv, hvad der er sket, hvornår. Det åbner for læserens egne fortolkningsmuligheder og giver plads til, at læseren selv kan stykke forløbet sammen.”

Koncept og legeme

Punktromanen “Sprækker” er fortalt i to spor. I det ene følger vi en yngre kvinde (i romanen “du”), der har brudt med en gift mand, som hun har haft en affære med. Personen i det andet spor er en mor, (“hendes mor”), der oplever, at hendes mand dør. Men de to kvinder spejler også hinandens historier. Nogle situationer er parallelle, andre udgør modsætninger. Kvinderne mødes ikke, men kredser om hinanden, i de små fragmenter, som fortællingen udspiller sig i. Igen handler det i høj grad om det usagte, de tomme pladser: “Der kan være meget mellem linjerne, for at bruge en kliché,” konstaterer Mette. Titlen “Sprækker” bliver således sigende ikke kun for genren, men også bogen, der i abstrakt og konkret forstand beskæftiger sig med sprækker og åbninger. “Sprækker” er nemlig også en fysisk orienteret bog om kvindekroppen, kvindeligt begær, kvindelig seksualitet og patriarkatet. ”Måske mærker man patriarkatets begrænsninger og tingsliggørelse allermest, når man står udsat udenfor det konventionelle parforhold, som de to figurer i romamen gør”, foreslår Mette Garfield.

Arkiv for Detaljer

Mette Garfields “Sprækker” er udgivet på mikroforlaget Arkiv for Detaljer. Samarbejdet med forlaget betegner hun som “godt” og “spændende”, selvom den benhårde nedskæringsproces i samarbejde med redaktøren Rikke Oberlin Flarup også var en udfordring: “For mig havde teksten været længe undervejs, så den var færdig,” lyder det med et smil. Andre fordele ved at udgive på et lille forlag er ifølge Mette, at de ikke har et stort apparat bag sig, dvs. at “de kan rykke hurtigt.” De tør – og kan – måske også tage nogle økonomiske chancer. Derudover synes hun, at de er bedre til at spotte nye tendenser og bl.a. arbejde med hybridformer, hvor grafikken udgør en stor del af udtrykket. Hun tilføjer: “Små forlag som Arkiv for Detaljer er optagede af at opleve tekster på andre måder, f.eks. se tekst som billede. Det kan måske præge og inspirere de store forlag.”

Hvad så nu?, spørger jeg til sidst, og afslører dermed, hvor håbløst fortabt jeg er i en konventionel forståelse af først ‘a’ så ‘b’.

Til maj skal Mette Garfield forhåbentlig deltage i Lille Bogdag på Borups Højskole. Hun arbejder også på en turne med et arrangement om kroppen i litteraturen, der havde premiere på Blågårdens Bibliotek d. 12. februar. Derudover håber hun, der følger flere oplæsningsarrangementer rundt omkring på landets biblioteker. Ligesom hun skriver på “to eller tre nye tekster”. Ingen af dem er lange. I dette øjeblik.

Fakta

“Sprækker” har forsidefoto af Frida Nygaard Gregersen. Bogryggen udgør et udsnit af et andet billede af grafikeren Malene Hald. Romanudgivelsen, som er støttet af Statens Kunstfond, er foreløbig udkommet i 1 oplag à 300 eksemplarer.

Punktromanen som genre opstår i 1960erne, hvor en række forfattere arbejder med at skrive korte og koncentrerede kapitler af ½ sides længde. Det er så læserens opgave at forbinde fragmenterne og fremkalde den narrativitet, som romangenren forudsætter. I punktromanen er der derfor indtænkt en læserrespons, hvor læseren selv skal udfylde tekstens huller, de såkaldte tomme pladser. (Kilde: Systime A/S).

Tekst og fotos: R. P. A.

Tilbage til resonansens forside.