”Jeg håber, vi tager respekten med os”

Helt uden for nummer er frisør Peter Sonberg kørt til Nansensgade for at fortælle om at være selvstændig enmands-erhvervsdrivende disse Coronadage. Den panik, der rammer én. Hvor uoverskueligt det hele er. Samtidig er han også tydeligt rørt over kundernes omsorg. Respekten, som vi pludselig udviser for hinanden. Selv politikerne står sammen! Og så er han faktisk lettet over, at nogen tog en beslutning for ham og beordrede salonen lukket. Var det i øvrigt i går, det pressemøde fandt sted? Hvad dag er det nu, det er i dag?

Det er helt normalt, at noget af det første mennesker mister i krisetider, er fornemmelsen for tid. Rækkefølgen og dagene flyder sammen. Det gælder også i dag – dagen efter at regeringens påbud til alle frisører, restauranter og storcentre om at lukke, trådte i kraft. Hverken Peter Sonberg eller undertegnede kan huske præcis, hvornår det ene tiltag fulgte det andet. Fra hver vores ende af ”biksen”, som Peter kalder sin salon, bliver vi derfor enige om at starte med, hvad der fylder lige nu:

”Det gør, at jeg har fået aflyst min ferie til Australien”, udbryder Peter. Og fortsætter: ”Men det er en helt anden snak.” Han forstår fuldt ud regeringens beslutning. Prøver stadig at begribe, at det ikke kun er hans egen forretning, det handler om: ”Vi bliver jo alle sammen nødt til at passe på hinanden. Og det gør vi så på afstand”. Peter synes også, han tager det rimeligt cool: ”Jeg vidste jo, hvad vej det ville gå. Især fra onsdag i sidste uge, hvor folk begyndte at melde fra.” Alligevel medgiver han, at det er en voldsom situation. Benhårdt faktisk. Han har tudet nonstop siden i fredags. Af angst, vrede og magtesløshed. Men også over, hvor fantastisk det er, at vi står sammen. Altså ’vi’, som i samfundet: ”Statsministeren skal bare råbe samfundssind og så ’knips’, så er det det, vi gør. Det gør mig sgu’ stolt. Stolt over at være dansker”. Et par tårer melder sig igen.

Fra et tumultarisk og rørstrømsk nu forsøger vi at tage et par skridt tilbage i processen. For at høre hvordan dagene var op til den endelige nedlukning?

”Der var underligt uvirkeligt. Som mange havde jeg det nok sådan, er det ikke lidt noget pjat? Da Mette Frederiksen talte første gang med budskabet om, at Danmark lukker ned, tænkte jeg: Rolig nu! Kunderne blev også ved med at komme. Kun få aflysninger tikkede ind. Mine kunder og jeg var nok lige godtroende, sådan…, det skal vi nok klare! Så jeg holdt døren åben. Sprittede af. Viste kunderne, at de fik nyvaskede kapper og håndklæder på. Vi kommer jo ekstremt tæt på. Rører ved kunderne. Og så var budskabet, at vi skulle passe på hinanden ved at undgå fysisk kontakt. Det var fandeme svært! Alvoren gik nok først rigtigt op for mig, da de lukkede grænserne. Hvor jeg indså, at det her er ikke bare noget, der foregår i Italien og Kina. Da der så kom flere og flere afbud, kom panikken tættere og tættere på. For hvad gør jeg så? Jeg begyndte at overveje, om jeg skulle ringe alle kunderne af. Men hvorvidt og hvor meget skulle jeg selv gøre? Det var sindssygt svært, lige indtil beslutningen blev taget for os”, forklarer Peter eftertænksomt.

Det kaotiske nu og her presser sig imidlertid på igen. Ligesom spørgsmålet om, hvordan det hele skal gå?

”Det her er min og kundernes forretning, som jeg plejer at sige”, lyder det nu anderledes kontant fra Peter: ”Ingen kunder, ingen løn og uden løn, ingen forretning. Så må jeg lukke”. Og så uddyber han nogle af de utallige spørgsmål og bekymringer, der trænger sig på, givetvis på vegne af mange andre af gadens små virksomheder: ”I må tænke på, at jeg både har Rumæniensgade og Nansensgade, det vil sige to gange husleje, vand, varme, el og forsikringer. Derfor er jeg også i tvivl om, hvad regeringens hjælpepakke skal dække? Er det primært frisøren eller private Peter Sonberg? Hvordan skal fordelingen lige være der? Det er også uvist, hvordan jeg skal godtgøre, at jeg er gået 30 % ned i indkomst. Som frisør er man nærmest sæsonarbejder, så det er ikke så enkelt. Vi topper normalt i påsken, som er vores helt store sæson, og derefter typisk med 3-4 måneders intervaller. Desuden ved ingen, hvornår vi konkret får hjælpen udbetalt. Det er et administrativt helvede, der ligger forude.  Måske burde man i stedet bare have givet os alle sammen tre måneders borgerløn. I alleryderste tilfælde er jeg heldigvis så privilegeret, at venner og familie kan hjælpe til. Og jeg overvejer da, om det skal være min løsning, dels for at undgå det administrative arbejde. Men også fordi andre måske har mere brug for støtten end mig.”

Er der noget, vi i lokalsamfundet kan gøre for at støtte gadens små handlende? Det har bl.a. været fremme, at man f.eks. kunne købe et gavekort?

Lige indtil biksen lukkede helt ned, var det en god idé, forklarer Peter. Det gælder også de mange andre kreative forslag om at betale forud, købe et klippekort og lignende, som han har mødt fra sine kunder. Der er i det hele taget intet ord stort nok til at udtrykke den følelse af taknemmelighed, han har oplevet gennem deres opbakning, omtanke og hjertevarme. Han kunne da heller aldrig finde på at sige nej til frivillige indbetalinger på sin MobilePay, tilføjer han med et smil. Peter fortæller også, hvordan han tidligere på dagen blev ringet op af en salonens leverandører med en besked om, at de udsætter alle deres regninger en måned. Den slags umiddelbart små ting betyder rigtigt meget.  Noget andet som ejer- og andelsforeningerne i kvarteret kunne gøre, er at overveje at give deres erhvervslejemål eksempelvis et afslag i huslejen eller en udsættelse, foreslår Sonberg: ”Når man tænker på, hvad det i sidste ende kan koste foreningerne, hvis jeg skulle gå konkurs i forhold til salgsomkostninger, udgifter til tomme lokaler mv. Så det kan i sidste ende måske ligefrem betale sig for dem at tænke sig om. Ikke mindst hvis de faktisk sætter pris på, at vi er her”.

Selv gør Peter sit ved at ringe alle bookede kunder indtil 30. marts op. Det gør han dels for at sikre, at de bliver på hans liste og får en ny tid. Men også for at signalere, at de har noget at komme tilbage til, han ikke har glemt dem. Foreløbig kan man bestille en ny tid i salonen fra 1. april – ”og så må vi tage den derfra”. Mere realistisk tror Peter dog, at der nok går en tre-fire måneder, før alt er nogenlunde normalt igen. På sin egen sarkastisk spøgende facon supplerer han: ”Mit held er, at håret vokser. Desuden har jeg før klaret mig på gode intentioner og luftkasteller, så mon ikke, jeg kan gøre det igen.”

At vi alle har fået revet tæppet væk under os for en stund, er Peter Sonberg helt bevidst om. Derfor veksler han også mellem refleksioner over konsekvenserne af Corona-situationen for sin egen biks, men også i et større perspektiv: ”Det er nærmest et antropologisk studie, og det bliver interessant at se eftervirkningerne for fremtiden. Hvad det betyder, at vi har været nødt til at tænke kreativt og finde nye former at arbejde og være sammen på. Lige nu føles det grænseoverskridende med mediechatter og samvær over Skype, men måske kan vi lære noget af det? Også staten har tænkt godt og kreativt: Tænk, at de fundet løsninger for alle i samfundet, selv de studerende er der taget hensyn til. Det er fantastisk.” Igen bliver han rørt, Peter. Alligevel fortsætter han ufortrødent videre ad samme sti: ”Og så skønne Daisy, som maner til ro. Man kan godt tænke, at hun er en gammel krage, men når hun åbner kæften, så lytter folk. Alt det her har bragt nogle nye sider frem, og det er ikke dårligt. Folk er blevet lidt mere lydhøre overfor hinanden, det er ikke længere bare mig-mig-mig. Den respekt, håber jeg vil fortsætte fremover”, slutter Peter.

Frisør Peter Sonbergs vindue er som altid pyntet op til årstiden, nu med nymalede påskeæg i store og små størrelser. Kunderne forventer det. Og arbejdsenergien skal jo kanaliseres ind i noget. Det næste projekt kunne være en hovedrengøring. På vej ud af døren får jeg et sidste opråb fra Peter med på vejen: ”Husk at man købe god takeaway-kaffe nede hos cykelhandleren på hjørnet. De har stadig åbent.”

Tekst og fotos: R.P.A. og Peter Sonberg.

Tilbage til resonansens forside