Hvad blev der af Tatto-Liz?

”Afståelse” lyder skriften på klistermærket i vinduet. Lyset er slukket hos Tatto-Liz. Men kun i Nansensgade 55. Liz Kierstein fortsætter sit arbejde bag den summende tattoo-maskine fra sin nye klinik i Frederikssund. Lokalavisen spurgte Tatto-Liz, hvorfor hun forlod kvarteret. Som svar fik vi denne fine beretning om at drive forretning i Nansensgade – på godt og ondt:

Jamen, det har skam været en kort, men god og hektisk tid.

Jeg havde store forventninger til at flytte min butik fra Fiolstræde over i hyggelige Nansensgade. Faldt godt til. Gode naboer, især Peter Sonberg og Rie (Frisør Organic), men også beboerne i andelsforeningen.

Havde ikke lige troet, at Københavns Kommune skulle i gang kun 4 måneder efter med byggeriet i Nansensgade 57. Det satte nogle tanker i gang. Københavns Kommune svigtede totalt, og nogle gange måtte jeg lukke forretningen, fordi der var så meget støv i luften, trods lukkede vinduer og døre. Blinkende arbejdslygter på larmende lastbiler, der pumpede beton. En kæmpe materielgård lige udenfor vinduerne – og INGEN kompensation.

Med byggeriet, blev andelshaverne, beboerne, også mere og mere beklemte ved situationen. Og da jeg alligevel måtte lave helt om på mine arbejdstider, lavede jeg studiet om til klinik og skar drastisk ned på klienterne, med et kæmpe dyk i økonomien til følge.

Men kun åbent 2 dage om ugen er heller ikke holdbart. Så jeg besluttede at flytte ud, hvor der er lidt højere til loftet… Synes egentlig også, at gadens hundeejere, var pænt klamme, når de lod deres hunde både tisse mm, lige udenfor forretningen, så der stank af hundetis helt ind i forretningen. Det går bare ikke for en tatoveringsvirksomhed. Jeg har jo normalt ikke noget imod hunde eller hundeejere, bare de tørrer op efter sig, og jeg tror bare ikke, folk tænker, at deres hunds pee pee lugter på en varm sommerdag med over 30 grader. Men det gør den! Hvad med at lave nogle hunde-toiletter? Hundene kan godt holde sig:-)

Så jeg har sat forretningen til afståelse og er rykket videre. Men jeg har været glad for den gode stemning, der var med blandt andet og især Ibsens & Kong Arthur-hotellerne og de andre forretningsdrivende. Med det spæde opstartsarbejde i Handelsstandsforeningen kom man lidt tættere på folk.

Men især min dejlige nabofrisør, Peter Sonberg, vil jeg savne, samt gadens energi i det hele taget.

Med venlig hilsen

Tatto-Liz.”

NB. Fra Butikskompagniet (ejendomsmægleren) forlyder det, at lokalernes afståelsessum er 199.000 kr., den månedlige leje 6255 kr. (+varme). Der kan drives klinik eller detailhandel på adressen.

Tekst og fotos: R.P.A. og Liz Kierstein.

Tilbage til resonansens forside