Fem fuldtræffere – din lokale hitliste

Hvilke slags is spiser vi flest af om sommeren? Hvordan vil kunderne helst klippes om vinteren? Hvor spiser vi bedst i gaden? Her er resonansens top 5 stykker over steder og ting, der hitter i dit nabolag.

Pizzeria La Fiorita

Røde tomater, hvid mozzarella og grøn basilikum. Ingredienserne på en klassisk napolitansk Pizza Margherita. Det forlyder, at pizzaen fik sit navn i 1889, hvor den blev opkaldt efter den italienske dronning, Margherita af Savoyen, og man fandt, at farverne var som taget ud af det italienske flag.

Men ét er, at Margheritaen hitter i hjemlandet, hvor det i øvrigt efter sigende er FORBUDT at sælge pizza med ananas. Men topper Tricoloren også på den lokale hitliste?

Hanne (gift med ejeren, Antonio) afslører hermed – helt eksklusivt og kun for resonansens læsere – Fioritas top 5 all Italien bestsellers:

  • Diavolo (stærk salami), nr. 27: Den kreative elsker, når det river i halsen. Så kan man mærke, at man lever!
  • Rucola (rucola og parmaskinke), nr. 24: En klassiker.
  • Cacciatore (peperoni og oliven), nr. 7: Børnemundenes favorit. Undtagen når der er brugt rynkede oliven. De smager af for meget. 
  • Lasagne, nr. 30. Tja.
  • Parmigiana (ovnret med aubergine), nr. 30a. En CO2-neutral sniger, som vi bliver nødt til at elske.

Endnu er der ingen, der har bestilt en pizza uden bund. Men Hanne har oplevet at få ordren: “En skinke-sandwich uden brød”. Og på en sommeraften kan det ske, at Fiorita pludselig bliver bedt om at lave 100 pizzaer, oveni alle de andre fredag-aften-bestillinger, herunder en anselig mængde familiepizzaer. Heldigvis er de vant til at have travlt. Det har de sådan set haft siden begyndelsen i 1991.

Meget mel er løbet gennem de glohede ovne siden da. Nu går Antonio sågar med til at toppe en pizza med salat og creme fraiche, hvis en kunde ligefrem insisterer. Men pizza med spaghetti, der sætter Fiorita grænsen!

Bageren i Nansensgade

Bageren har ligget der så længe de fleste i gaden kan huske det. Engang kunne man købe Jenka og Shake tyggegummi til 25 øre stykket. Nu er der suppleret op med sandwichudsalg og kaffeautomat, for det er immervæk svært at være til uden en kop to-go kaffe ved hånden.

På en tilfældig vintertorsdag spurgte vi Farah, som stod bag disken, hvad de sælger mest af i løbet af dagen, året rundt.

  • Grovboller
  • Teboller
  • Wienerbrød, måske mest snegle
  • Grovbrød
  • Rugbrød

Om sommeren møver jordbærtærten sig ind på top-5. Dog kunne Farah ikke med sikkerhed sige, hvad tærten i givet fald fortrænger derfra. Er det tebollerne? Eller wienerbrødet? Vi tror, at plottet spidser til.

 

Tekst & fotos: O. M. B. og R. P. A.

Tilbage til resonansens forside